20643220_1547644411923748_765873974727263890_o

Code x Unges Laboratorier for Kunst (ULK) inviterer til kulturpolitisk meditation og dartturnering

Code Art Fair samarbejder i år med Unges Laboratorier for Kunst (ULK) – Statens Museum for Kunsts sociale og kreative community for unge – omkring engagerende events med udgangspunkt i de nuværende kulturpolitiske diskurser.

Alle er velkomne i ULKs grønne, solbeskinnede område foran Bella Center, der lørdag den 2. september forvandles til et anderledes kunsteksperimentarium med fokus på fordybelse og fællesskab. ULK deltager med to sammenhængende events på Code Art Fair:

Statens Museum for Healende Kunst

Gennem kulturpolitisk meditation inviteres både Code Art Fairs gæster og alle forbipasserende til at styrke deres selvindsigt og fælleskulturelle identitet. ULKs unge kunstpiloter vil fungere som kunstmeditationsguider, der gennem megafon og lydcollager vil lede de deltagende frem til deres sublime, indre fornemmelse af kunstens komplekse mangfoldighed og selvbærende betydning i samfundet.

Statens Museum for d’Art

ULK vil styrke det folkelige fælleskab ved at aktivere idræts- og foreningslivet. Derfor inviteres kunstmessens besøgende og andre interesserede til at deltage i en særlig dartturnering, hvor man kan kaste pile efter elitære, nationale, sociale og liberale motiver i medbragte kunstværker fra Statens Museum for Kunst – og måske ramme den kulturpolitiske sammenhængskraft.

Sted: Foran hovedindgangen til messen
Tidspunkt: Lørdag den 2. september kl. 11-18.
Sprog: Dansk
Adgang: Gratis for alle
Facebook-event

Læs mere om Unges Laboratorier for Kunst her.

 

(Billede: Unges Laboratorier for Kunst (ULK), Statens Museum for Kunst)